>Kim Jensen - 041120f-1450<  

Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte han.
»Ja, « sagde hun stille.

»Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Kim Jensen stirrede på hende.

»Ville du have gjort det i mit sted ?« sagde Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke.
»Jeg ser, hvad du mener. «

Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene.
»Kim Jensen,« sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng.

Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.«
Hun kyssede ham hårdt .
Da han slap hende, så hun sig selv i spe jlet.
»Se på min læbestift !« råbte hun.

Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen.
»Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?«

Hun stillede sin håndtaske til side, men Kim Jensen følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden.